forkerte ting

Der var adskillige ting der gjorde at den forkerte familie bare var helt forkert.

Den forkerte familie var ikke altid klar over hvad det lige var der gjorde dem helt forkerte i andres øjne, for de syntes egentligt de havde et godt liv.

Der var dog visse ting som folk næsten altid reagerede på.:

De var flyttet sammen med børnenes mormor da morfar døde, så hun ikke skulle være alene. " den slags er det kun muslimer der gør!" sagde alle de rigtige mennesker og så forargede ud. 

Der var fem børn i familien, med de samme forældre " har i slet ingen selvkontrol?" spurgte de rigtige mennesker " hvorfor har i dog ikke fået aborter?" og så korsede de sig, så det ikke smittede. 

Og jo det var jo rigtigt nok at der var temmelig mange børn, men de forkerte forældre så på hvert af deres børn og så hver individs indre skønhed, det fantastiske ved netop det barn, og vidste at de havde gjort det rigtige ved at beholde dem. De så den glæde de havde ved hinanden, deres venskab og den omsorg de viste hinanden, og vidste de ville have valgt det samme igen hvis de skulle.

Børnenes mor havde jo været på barsel mange gange, og hendes bækken var også ødelagt af alle de børnefødsler, og selvom hun vist egentligt burde søge fortidspension, så havde hun istedet valgt at læse til lærer. Hun var nemlig overbevist om at hendes børn ville være mere motiveret for at læse videre, hvis begge forældre havde en uddannelse, så det var bedst for dem at hun ikke gav op.

Det tog lang tid med den uddannelse  på grund af alle de fødsler. Det blev svært at nå lektierne, men de var alligevel lykkelige, og man kan egentligt både læse lektier på toilettet og imens man røre i gryderne, hvis en af børnene ikke hjalp til. Børnene hjalp dog tit til, og så blev der hygget, snakket, smagt til og hørt musik.

To af børnene vidste sig er være endnu mere forkerte. Hvem ved, måske er de alle fem forkerte inden de bliver voksne? Man ved aldrig i sådan en forkert familie.

Den ældste vidste uhyggeligt meget og burde egentligt springe et klassetrin op sagde hans lærere. Så han kede sig ret tit." Alt for klog" sagde de rigtige mennesker. Han var også en virkelig god og omsorgsfuld storebror der passede godt på sine søskende. Han kunne udtænke de fineste planer og gennemføre alt han satte sig for med et godt resultat. Hans forældre glædede sig over ham hver eneste dag.

Den næst ældste var infantil autist og en glad dreng. Det var som om der var en hemmelighed inden i ham, der gjorde at han kunne smile for sig selv hele tiden. Han elskede sin familie, og når han var tryg, fik man de største knus. Han fandt på historie om andre verdener, verdener fulde af spændende dyr, og hvor man var sikker og tryg, med skønne farver og fyldt med eventyr. Hvis han havde kunne få lov og verden altid havde været god ved ham, ville han kun se det gode og bedste i alle ting hver eneste dag. Hans forældre glædede sig over ham hver eneste dag.

Den sidste dreng sagde alle de rigtige mennesker om, at han var en hel umulig dreng og folk kunne ikke lide ham, sær sagde de, ADHD sagde de, nogen mente også at han da måtte være lige så underlig som hans storebror, Asberger sagde de. Han elskede sin familie så højt, og var så glad når han kunne være sammen med dem, han huskede altid hvad de andres ynglingsting var og kom med ideer til gaver til dem. Det var ham der drømte om at kunne give dem verden, og fandt på lege som selv hans autist storebror kunne finde ud af at lege. Han lærte utroligt hurtigt og elskede at læse og finde på. Hans forældre glædede sig over ham hver eneste dag. 

Den yngste dreng var en livlig og glad dreng. Han var vild med at gå tur og morgenhygge, så han ville komme ind hver morgen og ligge og kigge på sine forældre indtil de vågnede og så smile til dem som om han lige havde fået solen og sige " jeg elsker dig mor" eller " jeg elsker dig far"  og selvom han nogen gange syntes det var svært at have fået en lillesøster, så tog han hendes alligevel glad med ind for at sige godmorgen, for " søster skal også have et godmorgen knus" Han huskede utroligt godt og undersøgte hvordan alt virkede. Hans forældre glædede sig over ham hver eneste dag.

Det yngste barn var en lille pige. Hun var en overraskelse som kom flyvende med storken, halvandet år efter at den forkerte familie havde mistet hendes storebror, inden han var blevet helt færdig i den forkerte mors mave. Først var hendes forældre blevet bekymret, fordi moren var så bange for det skulle gå galt igen, men selvom det var tæt på et par gange, så gik alt med lægernes hjælp som det skulle, og ud kom lillesøster. En lille blond pige med krøller og blå blå øjne. En bestemt dame, der ville lære alt hendes ældre brødre kunne hurtigst muligt, som grinede med det varmeste smil, og puttede sig sødt og varmt ind til en når hun var træt. 

Hendes forældre glædede sig over hende hver eneste dag. 

Familien havde også dyr, og ikke kun et dyr, men flere. og de havde ikke kun en have med græsplæne og et ensomt og forsømt legetårn, men blomster, bær og gemmesteder. " sikken noget, der er jo ikke plads til børn nogen steder" sagde de rigtige mennesker, men børnene forstod dem ikke når de sad på deres ynglings plads og spiste af skovjordbærrene.

Problemet ved at være forkert er, at man har valgt det fordi det føles rigtigt.