forkerte ting

Der var adskillige ting der gjorde at den forkerte familie bare var helt forkert.

Den forkerte familie var ikke altid klar over hvad det lige var der gjorde dem helt forkerte i andres øjne, for de syntes egentligt de havde et godt liv.

Der var dog visse ting som folk næsten altid reagerede på.:

De var flyttet sammen med børnenes mormor da morfar døde, så hun ikke skulle være alene. " den slags er det kun muslimer der gør!" sagde alle de rigtige mennesker og så forargede ud. 

Der var fem børn i familien, med de samme forældre " har i slet ingen selvkontrol?" spurgte de rigtige mennesker " hvorfor har i dog ikke fået aborter?" og så korsede de sig, så det ikke smittede. 

Og jo det var jo rigtigt nok at der var temmelig mange børn, men de forkerte forældre så på hvert af deres børn og så hver individs indre skønhed, det fantastiske ved netop det barn, og vidste at de havde gjort det rigtige ved at beholde dem. De så den glæde de havde ved hinanden, deres venskab og den omsorg de viste hinanden, og vidste de ville have valgt det samme igen hvis de skulle.

Børnenes mor havde jo været på barsel mange gange, og hendes bækken var også ødelagt af alle de børnefødsler, og selvom hun vist egentligt burde søge fortidspension, så havde hun istedet valgt at læse til lærer. Hun var nemlig overbevist om at hendes børn ville være mere motiveret for at læse videre, hvis begge forældre havde en uddannelse, så det var bedst for dem at hun ikke gav op.

Det tog lang tid med den uddannelse  på grund af alle de fødsler. Det blev svært at nå lektierne, men de var alligevel lykkelige, og man kan egentligt både læse lektier på toilettet og imens man røre i gryderne, hvis en af børnene ikke hjalp til. Børnene hjalp dog tit til, og så blev der hygget, snakket, smagt til og hørt musik.

To af børnene vidste sig er være endnu mere forkerte. Hvem ved, måske er de alle fem forkerte inden de bliver voksne? Man ved aldrig i sådan en forkert familie.

Den ældste vidste uhyggeligt meget og burde egentligt springe et klassetrin op sagde hans lærere. Så han kede sig ret tit." Alt for klog" sagde de rigtige mennesker. Han var også en virkelig god og omsorgsfuld storebror der passede godt på sine søskende. Han kunne udtænke de fineste planer og gennemføre alt han satte sig for med et godt resultat. Hans forældre glædede sig over ham hver eneste dag.

Den næst ældste var infantil autist og en glad dreng. Det var som om der var en hemmelighed inden i ham, der gjorde at han kunne smile for sig selv hele tiden. Han elskede sin familie, og når han var tryg, fik man de største knus. Han fandt på historie om andre verdener, verdener fulde af spændende dyr, og hvor man var sikker og tryg, med skønne farver og fyldt med eventyr. Hvis han havde kunne få lov og verden altid havde været god ved ham, ville han kun se det gode og bedste i alle ting hver eneste dag. Hans forældre glædede sig over ham hver eneste dag.

Den sidste dreng sagde alle de rigtige mennesker om, at han var en hel umulig dreng og folk kunne ikke lide ham, sær sagde de, ADHD sagde de, nogen mente også at han da måtte være lige så underlig som hans storebror, Asberger sagde de. Han elskede sin familie så højt, og var så glad når han kunne være sammen med dem, han huskede altid hvad de andres ynglingsting var og kom med ideer til gaver til dem. Det var ham der drømte om at kunne give dem verden, og fandt på lege som selv hans autist storebror kunne finde ud af at lege. Han lærte utroligt hurtigt og elskede at læse og finde på. Hans forældre glædede sig over ham hver eneste dag. 

Den yngste dreng var en livlig og glad dreng. Han var vild med at gå tur og morgenhygge, så han ville komme ind hver morgen og ligge og kigge på sine forældre indtil de vågnede og så smile til dem som om han lige havde fået solen og sige " jeg elsker dig mor" eller " jeg elsker dig far"  og selvom han nogen gange syntes det var svært at have fået en lillesøster, så tog han hendes alligevel glad med ind for at sige godmorgen, for " søster skal også have et godmorgen knus" Han huskede utroligt godt og undersøgte hvordan alt virkede. Hans forældre glædede sig over ham hver eneste dag.

Det yngste barn var en lille pige. Hun var en overraskelse som kom flyvende med storken, halvandet år efter at den forkerte familie havde mistet hendes storebror, inden han var blevet helt færdig i den forkerte mors mave. Først var hendes forældre blevet bekymret, fordi moren var så bange for det skulle gå galt igen, men selvom det var tæt på et par gange, så gik alt med lægernes hjælp som det skulle, og ud kom lillesøster. En lille blond pige med krøller og blå blå øjne. En bestemt dame, der ville lære alt hendes ældre brødre kunne hurtigst muligt, som grinede med det varmeste smil, og puttede sig sødt og varmt ind til en når hun var træt. 

Hendes forældre glædede sig over hende hver eneste dag. 

Familien havde også dyr, og ikke kun et dyr, men flere. og de havde ikke kun en have med græsplæne og et ensomt og forsømt legetårn, men blomster, bær og gemmesteder. " sikken noget, der er jo ikke plads til børn nogen steder" sagde de rigtige mennesker, men børnene forstod dem ikke når de sad på deres ynglings plads og spiste af skovjordbærrene.

Problemet ved at være forkert er, at man har valgt det fordi det føles rigtigt. 

der var engang...

En helt forkert familie. Problemet var at de ikke selv vidste de var forkerte, de troede faktisk de var helt almindeligt gennemsnitlige. 
Den forkerte familie havde en mor og en far, en storebror, en storebror mere, en til storebror og sørme om der ikke var fire storebrødre. De havde nemlig en lille søster. Et fint lille dukkebarn, der ikke var planlagt var kommet flyvende med storken og borede sig ind i hjertet på alle storebrødrene, med sin vilde tro på hun kunne alt de kunne, sine smil og lyse hår og frem for alt de knus de fik. 
De boede i et gammelt hus, med mange ting, fyldt med skatte samlet igennem et langt liv af en bedstemor som elskede ting og gode historier. Hun ville gerne fortælle dem historierne om tingene, deres bedstemor og  om deres bedstefar som nu boede i himlen. Bedstefar havde nemlig rigtigt tit noget med tingenes historie at gøre. 

Når de var hjemme i huset, så var de lykkelige. Man kunne være sig selv i det hus, men også være sammen med de andre når man ville. Man kunne være inde eller ude. Inde var deres små hyggelige værelser og udvalgte steder med legetøj, samt det store fælles computerrum, masservis af bøger, legetøj og film man kunne bruge, og ude var der blomster, klatretræer, høns og grøntsager, gynger,sandkasse og rutschebane.

Som sagt syntes de selv de var en helt normal familie. Bare lidt stor og ikke specielt rig på andet end kærlighed og bedstemorens ting og frihed.

Verden syntes de var mærkelige.

"Hvorfor har i ikke en kæmpestor græsplæne og spiller fodbold på den?" spurgte folk. "når man er dreng skal man spille fodbold, ikke læse bøger eller spille spil" det var ligegyldigt at de ikke havde lyst til en stor græsplæne, for man skal have sådan en og ikke kartoffelbede.

"Hvorfor bor i sammen med jeres bedstemor?" sagde de " Bedstemødre skal klare sig selv eller på plejehjem, de skal ikke bo sammen med deres børn og børnenebørn og bage rugbrød til deres madpakker"

"Avd! arvetøj" sagde de og pegede på børnenes bukser "det går ikke, alt tøj skal være helt nyt og meget dyrt, i ser nussede ud, også selvom det er rent, og hvorfor er der ikke parfume i jeres tøj? Jeres social klasse med fem børn og bofællesskab, de bruger ikke miljø og allergivenlige produkter og hader økologi"

Da tøjet ikke var beskidt, bestemte de sig for at to af børnenes hår var fedtet, det ene barn på et år fordi hun sad og spiste syltetøj og tørrede fingrene af i det, lige inden de bankede på hoveddøren for at besøge den mærkelige familie og den store dreng fordi det så sådan ud.. for teenagerdrenge, de bruger aldrig voks i deres hård, den slags sker jo ikke i stakkels fem børns familier, det må skyldes uvaskethed.. underligt han ikke stank af sved så. men sådan er livet, fattige børns hår bliver fedtet, helt uden de sveder .

"Hvor er jeres bil henne?" spurgte de " man er ikke en rigtig familie uden bil,  og tusinde km imellem ens møbler, der allesammen skal være malet hvide med Storm P lamper og Arne Jacobsen stole i krogene, der er så fine at børn ikke må sidde på dem"   

De sagde sådan fordi de var uvidende og ikke kunne kende forskel på en rigtig 7'er stol og den ægte super ellipse som spisebord. De var blevet så vandt til kopierne fra Jydsk at de havde glemt skønheden ved originalen, på nær når de så den på en plakat hvor der stod Dansk design klassiker. 
De havde ikke set at meningen med ægget var at vende den på hovedet så foden kunne blive brugt som ror på et skib og man kunne ruche med af den når skibet kom i nød.  De så heller ikke troldens hule blive dannet når stolen sådan lå uværdig med rumpen i vejret, og de vidste ikke at syveren egentligt er ret god at lege dukketeater med fødderne ved hvis man ligger med rumpen mod ryggen og fødderne i vejret så folk kunne se de tegninger der var lavet under fodsålerne.  for den slags skulle stå til pynt i deres store tomme balsals stuer og ikke bruges af børn. 

Børnene i huset vidste godt møbler ikke kun var til, for at sidde på eller lege med og at det også galt design klassikere, men de orkede ikke at fortælle det til de voksne, for de havde glemt det,  midt i et stort curling projekt, hvor leg var organiseret og putte i kasser, og hvor biler var alfa og omega i at transportere børn rundt til fritidsaktiviteter, så de ikke selv skulle forholde sig til dem i for lang tid af gangen.

Det mest triste var, at de normale uden for huset også havde glemt at forskellighed er en god ting, Det er sådan verden kan blive et bedre og bedre sted, ved at forskellighed bliver til noget godt og noget der gør os alle rigere. 

Så de brugte hele deres liv på at lave regler og sætte kasser op, som de kunne putte alle dem der var anderledes i. Hver gang de fik fanget nogen og sat i kassen, så holdt de et møde med sig selv, og skrev et memo om hvor gode de var til at passe på alle de stakkels mennesker ude i verden, der gik rundt og troede man kan være lykkelig, uden at have et Barbie Dream house.. (Bare i hvidt istedet for pink. Pink så ikke klinisk nok ud) og de glemte at mange ting kunne betyde hyggelige stunder med en bedstemor, der fortalte om da hun var barn. 
De så kun at der manglede store, tomme rum hvor man kunne sidder og se på børn og sige at nu skulle de lege med klodserne på gulvet og ikke andet. 

Det gamle hus så på de fremmede mennesker, det sukkede og huskede på alle de gode stunder der havde været, som de fremmede havde bestemt ikke kunne finde sted, i gamle huse med små rum og mange ting. 
For leg, det er bedst på store tomme flader, uden gemmesteder, så man kan holde godt øje med at ingen opføre sig usædvanligt.