Den forkerte familie havde en mor og en far, en storebror, en storebror mere, en til storebror og sørme om der ikke var fire storebrødre. De havde nemlig en lille søster. Et fint lille dukkebarn, der ikke var planlagt var kommet flyvende med storken og borede sig ind i hjertet på alle storebrødrene, med sin vilde tro på hun kunne alt de kunne, sine smil og lyse hår og frem for alt de knus de fik.
De boede i et gammelt hus, med mange ting, fyldt med skatte samlet igennem et langt liv af en bedstemor som elskede ting og gode historier. Hun ville gerne fortælle dem historierne om tingene, deres bedstemor og om deres bedstefar som nu boede i himlen. Bedstefar havde nemlig rigtigt tit noget med tingenes historie at gøre.
Når de var hjemme i huset, så var de lykkelige. Man kunne være sig selv i det hus, men også være sammen med de andre når man ville. Man kunne være inde eller ude. Inde var deres små hyggelige værelser og udvalgte steder med legetøj, samt det store fælles computerrum, masservis af bøger, legetøj og film man kunne bruge, og ude var der blomster, klatretræer, høns og grøntsager, gynger,sandkasse og rutschebane.
Som sagt syntes de selv de var en helt normal familie. Bare lidt stor og ikke specielt rig på andet end kærlighed og bedstemorens ting og frihed.
Verden syntes de var mærkelige.
"Hvorfor har i ikke en kæmpestor græsplæne og spiller fodbold på den?" spurgte folk. "når man er dreng skal man spille fodbold, ikke læse bøger eller spille spil" det var ligegyldigt at de ikke havde lyst til en stor græsplæne, for man skal have sådan en og ikke kartoffelbede.
"Hvorfor bor i sammen med jeres bedstemor?" sagde de " Bedstemødre skal klare sig selv eller på plejehjem, de skal ikke bo sammen med deres børn og børnenebørn og bage rugbrød til deres madpakker"
"Avd! arvetøj" sagde de og pegede på børnenes bukser "det går ikke, alt tøj skal være helt nyt og meget dyrt, i ser nussede ud, også selvom det er rent, og hvorfor er der ikke parfume i jeres tøj? Jeres social klasse med fem børn og bofællesskab, de bruger ikke miljø og allergivenlige produkter og hader økologi"
Da tøjet ikke var beskidt, bestemte de sig for at to af børnenes hår var fedtet, det ene barn på et år fordi hun sad og spiste syltetøj og tørrede fingrene af i det, lige inden de bankede på hoveddøren for at besøge den mærkelige familie og den store dreng fordi det så sådan ud.. for teenagerdrenge, de bruger aldrig voks i deres hård, den slags sker jo ikke i stakkels fem børns familier, det må skyldes uvaskethed.. underligt han ikke stank af sved så. men sådan er livet, fattige børns hår bliver fedtet, helt uden de sveder .
"Hvor er jeres bil henne?" spurgte de " man er ikke en rigtig familie uden bil, og tusinde km imellem ens møbler, der allesammen skal være malet hvide med Storm P lamper og Arne Jacobsen stole i krogene, der er så fine at børn ikke må sidde på dem"
De sagde sådan fordi de var uvidende og ikke kunne kende forskel på en rigtig 7'er stol og den ægte super ellipse som spisebord. De var blevet så vandt til kopierne fra Jydsk at de havde glemt skønheden ved originalen, på nær når de så den på en plakat hvor der stod Dansk design klassiker.
De havde ikke set at meningen med ægget var at vende den på hovedet så foden kunne blive brugt som ror på et skib og man kunne ruche med af den når skibet kom i nød. De så heller ikke troldens hule blive dannet når stolen sådan lå uværdig med rumpen i vejret, og de vidste ikke at syveren egentligt er ret god at lege dukketeater med fødderne ved hvis man ligger med rumpen mod ryggen og fødderne i vejret så folk kunne se de tegninger der var lavet under fodsålerne. for den slags skulle stå til pynt i deres store tomme balsals stuer og ikke bruges af børn.
Børnene i huset vidste godt møbler ikke kun var til, for at sidde på eller lege med og at det også galt design klassikere, men de orkede ikke at fortælle det til de voksne, for de havde glemt det, midt i et stort curling projekt, hvor leg var organiseret og putte i kasser, og hvor biler var alfa og omega i at transportere børn rundt til fritidsaktiviteter, så de ikke selv skulle forholde sig til dem i for lang tid af gangen.
Det mest triste var, at de normale uden for huset også havde glemt at forskellighed er en god ting, Det er sådan verden kan blive et bedre og bedre sted, ved at forskellighed bliver til noget godt og noget der gør os alle rigere.
Så de brugte hele deres liv på at lave regler og sætte kasser op, som de kunne putte alle dem der var anderledes i. Hver gang de fik fanget nogen og sat i kassen, så holdt de et møde med sig selv, og skrev et memo om hvor gode de var til at passe på alle de stakkels mennesker ude i verden, der gik rundt og troede man kan være lykkelig, uden at have et Barbie Dream house.. (Bare i hvidt istedet for pink. Pink så ikke klinisk nok ud) og de glemte at mange ting kunne betyde hyggelige stunder med en bedstemor, der fortalte om da hun var barn.
De så kun at der manglede store, tomme rum hvor man kunne sidder og se på børn og sige at nu skulle de lege med klodserne på gulvet og ikke andet.
Det gamle hus så på de fremmede mennesker, det sukkede og huskede på alle de gode stunder der havde været, som de fremmede havde bestemt ikke kunne finde sted, i gamle huse med små rum og mange ting.
For leg, det er bedst på store tomme flader, uden gemmesteder, så man kan holde godt øje med at ingen opføre sig usædvanligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar